Vi kører selv igen
Velkommen til vores hjemmeside

Søndag den 7. januar 2007.

 

Vejret: Solrigt, 31 grader, med en let vind.

 

Ja, så blev kufferterne pakket igen, og vi har ikke lagt planer for de næste fem dage, andet end at vi stikker sydover og mod Byron Bay.

 

På vejen var vi lige et smut forbi Surfers Paradise og kigge lidt på bølgerne – og på dem, som rider på dem. Stranden er helt utrolig: Hvidt sand og kæmpe bølger, men når man vender sig 180 grader, så er der ikke andet end hoteller, hoteller og atter hoteller og selvfølgelig turist-shops i tusindvis. Stemningen var fin, men lidt for hektisk til vores temperament – og eftersom vi ikke vidste hvor, vi skulle overnatte samme aften, bestemte vi os for at køre videre inden det blev for sent.

 

På vejen videre, kørte vi ned i en lille fiskerby for at få lidt frokost – og eftersom vi jo er et par stykker, valgte vi for nemheds skyld en ”family pack” hos fiskehandleren på havnen. På skiltet stod, at der var lidt forskellige fisk samt chips, og det kunne vi godt lige have. Men Jøsses Kristensen, de må være mange i familierne hernede: Der var mad nok til en hel skoleklasse og vi måtte give op, inden vi havde spist en fjerdedel af pakken…

 

Godt forædte, kørte vi videre mod bestemmelsesstedet. Et hurtigt smut ind gennem byen, ned for at checke stranden ud og så ellers ud mod et hotel, som vi havde fået anbefalet af en chauffør, som vi havde kørt med nogle dage forinden. Alt optaget (med mindre vi ville bo i køjesenge på en 6-mandsstue – og det ville vi ikke). Videre til en camping plads, hvor vi heldigvis kunne leje en hytte for et par dage (heldigt, for det var den sidste de havde ledig). Rigtig hyggeligt, nu skulle vi til at grille selv og tage det hele lidt mere, som det kom!

 

Vi havde fået handlet og købt lidt øl og vin, så vi kunne klare os til næste dag, og så gik vi ud for at kigge nærmere på, hvor det egentlig var vi boede. Vores naboer var ved at grille, og Johnny spurgte på vanlig vis, hvad tid vi skulle spise – og så var vi faldet i snak med den unge mand, som spurgte hvor vi kom fra, og så snart han hørte vi var fra Danmark, så slog han over i dansk og fortalte, at han var født i Australien, men havde danske forældre. Rigtig hyggelig fyr, og vi var ret så imponerede over, at han talte dansk næste uden accent og med et fantastisk ordforråd.

 

Turen rundt på campingpladsen var temmelig anderledes end hvad vi ellers har set; vi er bestemt kommet til et anderledes sted på øen. De fleste mennesker her, ligner noget fra en film, og jeg tror såmænd også, at de selv dyrker det, de ryger. Nede i selve telt-afdelingen, lignede det nærmest Thy-lejren, og rigtig mange VW-rugbrød stod parkeret her – og langt de fleste var dekoreret med blomster, tegneseriefigurer og andet sjovt!

 

Omsider kom tiden til at få lavet lidt salat, og Johnny var som sædvanlig grill-mester, så han gik op til den fælles BBQ for at smide vores bøffer på grillen – og jeg må sige, at selvgjort er velgjort: Vi fik os et virkelig lækkert måltid med en god flaske vin til. Og så fik vi ellers besøg af et par labre øgler – den ene var en lille fætter på ca. 30 cm og den anden har vel været 75.

 

Tilsyneladende boede de under vores hytte, og kiggede forbi i tide og utide. Hvad de egentlig gør af nytte, ved jeg ikke, men jeg er da sikker på at de ikke spiser myg, for både Rikke og Johnny er ved at blive ædt op af disse små røv-irriterende ”mossies”, som bare er alle vegne (til gengæld er her stort set ingen fluer, så det kan være, at det er det de går og stikker tungen ud efter, de øgler!)

 

Og ganske som de fleste andre aftener i vores ferie, stod den på kortspil inden sengetid.


Mandag den 8. januar 2007

 

Vejret: Sol, rigtig sol, 35 grader, let brise – tørt og varmt

 

Vi havde ikke rigtig planer for dagen, så vi lod ur være ur, og sov til vi vågnede, og hang over den hjemmelavede kaffe, til vi ikke gad mere. Det var dejligt, bare at sidde selv og kigge på livet og dyrene omkring os og tage os tiden til at være os selv!

 

Efter at have fumlet lidt med navigationen, lyste Johnny pludselig helt op: Han havde fundet ud af, at ”Desmo Headquarter, Byron Bay” lå godt 500 meter fra campingpladsen, og det måtte vi da lige checke ud. Vi fik skramlet vores ting af vejen og kørte derover – og det var lidt af en oplevelse.

 

Vi fald i snak med stedets manager, en rigtig pudsig fyr med langt gråt hår og ditto skæg, som havde mange gode Ducati-historier – han havde været i USA i tre år, hvor han havde været i Troy  Bayliss’ team (da Bayliss kørte 998). Fyren vi talte med, havde en rigtig syg form for humor; han havde fx fået et signeret sideskjold fra Bayliss med hjem til sin kones fødselsdag J Tjae, jeg tænkte bare på dengang jeg fik fire nye vinterdæk!! Hun må ha’ været lykkelig!

 

Vi fik taget de obligatoriske billeder, jeg fik mig et par nye sommerhandsker til at køre med og vi kørte videre mod Byron Bay Lighthouse, et fyrtårn som var et absolut must at se, når vi nu var på disse kanter. Jeg må indrømme, at jeg ikke lige synes det var værd at køre efter at skulle se på et fyrtårn, men når nu vi var her og ikke havde andet at lave, så ok da.

 

Vi parkerede et stykke derfra, og gik det sidste stykke op – og hold da op, en udsigt; det var ganske smukt: Vand, store bølger, strande så langt øjet rakte. Rigtig smukt, og det var lige ved at tage vejret fra os.

 

Fyrtårnet er ikke længere betjent af mennesker, præcis som i DK er den slags ikke nødvendigt længere. Det var ikke muligt at komme op i tårnet, men den nederste del af den flotte, hvide bygning, var der nu museum med historier om de oplevelser, de tidligere ansatte havde været ude for – og det var ret så spændende. Hele herligheden blev drevet på frivillig basis – og der var faktisk også to lejligheder, som man kunne leje, hvis man havde lyst til det!

 

Der var nemlig det særlige, at stedet her er det østligste punkt på Australiens fastland – så hvis man vil være den første, som får solens stråler at se, er det her man skal være. Nå, ja, for at nå det absolut østligste punkt, skulle man lige gå 1000 meter mere, og det måtte vi selvfølgelig lige gøre, Johnny og jeg. Rikke synes ikke, at hendes gamle, trætte ben kunne klare turen, så hun blev, hvor hun var. Ok, turen var da næsten også lige ved at tage livet af mig, der var hulens mange trapper, og af den slags, som bare ikke passer med ens skridt.

 

Vi forlod the Lighthouse igen og til retur til selve byen ved Byron Bay, hvor vi efter en gang sushi til frokost, rippede en campingforretning for letvægtssoveposer og håndklæder – og noget insektmiddel til mine rejsefællers mølædte ben. Campingudstyr er noget af det, men kan gøre en god handel på i forhold til i DK, og nu kommer vi jo til at skulle bruge det, når vi skal ud og trille på vores motorcykler!

 

Og så var det ellers tid til en tur på stranden: Klokken var 4, og det var stadig stegende hedt. De store bølger lokkede og det ville ikke være af vejen med en dasetur.

 

Mor her bredte tæppe ud, og Johnny og Rikke sprang af sted mod bølgen blå. Knapt havde jeg fået lagt mig til rette, inden de kom pustende tilbage. ”Har jeg givet dig nøglerne til bilen?”. Næææh!! Godt, så ligger de et sted i Stillehavet – de lå nemlig i lommen på badebukserne, som ikke var lukket…. Nu var gode dyr rådne!!

 

Summa-summarum: Et nyt sæt nøgler kunne leveres med bus næste formiddag, så det var ikke værre end, at vi måtte vente – og så ellers bare betale os fra det! Den flinke camping-fatter ringede til politiet og forklarede dem situationen og de sagde, at de ville holde øje med bilen – men kunne ikke garantere, at vi ikke fik en bøde for at holde på et ”betalingsområde”. Vi fik dog aldrig nogen p-bøde J.

 

Taxa retur til campingpladsen (som vi ikke kunne huske hvad hed, men heldigvis kunne huske vejen til uden navigation) og ind for at låne en reservenøgle til hytten (den rigtige nøgle lå i handskerummet i bilen!) og lige da vi havde fået lukket os ind, så kom regnen. Og ja, det stod ned i stænger, som vi aldrig havde set det før.

 

Mad havde vi ikke noget af (jo, salat, men det kan vi jo ikke leve af) og der var ikke nogen bix på campingpladsen, hvor man kunne købe noget som helst. Heldigvis var vores søde naboer klar med bilen, så de kørte Johnny op til supermarkedet, så han kunne få organiseret et par gode bøffer, som vi kunne smide på grillen, og da regnen var stilnet af ved 21-tiden, fik vi grillet vores mad og nød en god flaske rødvin, som vi heldigvis havde købt dagen i forvejen!


Tirsdag den 9. januar 2007

 

Vejret: Overskyet, 21 grader, trist

 

Hele formiddagen gik med at få hentet nøgler til bilen. Lidt surt, men det var nødvendigt for overhovedet at komme videre. Johnny klarede ærterne, mens Rikke sov længe og jeg fik skrevet lidt ferieberetninger; og måske passede det meget godt, for jeg var lidt bagud med lektierne J.

 

Vejret var grumset og lummert, og solen var ikke at se, så det blev ikke til nogen strandtur, selv om vi havde pakket badetøj med. Dimsede lidt rundt inden i byen og kiggede lidt forretninger og især på mennesker: Byron Bay er oprindelig et sted, hvor hippierne holdt til i tresserne, og de er her sgu endnu. Sjældent har vi set så meget batik og hængerøv, fedtet hår og blomster malet i ansigterne – Christiania go home. Hvis ikke det var fordi, der ikke var noget musik, kunne vi lige så godt have været på Woodstock.

 

Vi kørte lidt rundt på må og få, men uden egentlig at vide, hvor og hvad vi skulle, så vi fik handlet ind til lidt frokost og fik spillet lidt kort i løbet af eftermiddagen. Ingen af os syntes, at det var vildt fedt at være på camping, når solen ikke skinner – og bestemt ikke noget ved at være tæt på stranden, når det ikke er strandvejr! Kiggede lidt desperat i bøgerne, og fik lagt en plan for de kommende dage.

 

Hen under aften, da sulten igen så småt begyndte at melde sig, fik vi ordnet kartofler (Rikkes store ønske – kogte kartofler, som vi ikke havde fået siden vi forlod DK) og lige som jeg skulle til at gøre salaten klar, gik al strømmen på hele campingpladsen – og jeg skal lige love for, at det blev mørkt. Sjovt nok, havde Rikke spurgt, om vi ikke skulle købe lidt fyrfadslys, men eftersom det var vores sidste camping-aften, syntes jeg ikke det var nogen god idé, at skulle slæbe rundt på det!!! FEJL (og ja, det har jeg også måttet høre for!)  

 

Efter nogen tid kom lyset igen, vi fik lavet vores mad – og så var det ellers på hovedet i seng, så vi kunne få checket ud og komme af sted inden det blev alt for sent næste morgen.

 

Onsdag den 10. januar 2007

 

Vejret: Overskyet, 25 grader, trist

 

Havde aftalt, at vi ville køre lidt ind i landet i stedet for langs kysten, når det nu alligevel ikke var badevejr; det ville sandsynligvis også være lettere at finde et sted at overnatte, eftersom de fleste ferierer langs kysten. Som sagt, så gjort – navigatoren blev sat til Murwillumba, som i bogen blev beskrevet som et godt sted at vandre!

 

Efter en god times kørsel, drejede vi ind til turistinformationen i byen for at se nærmere på, hvad vi havde i vente. Og det var ikke meget, hvis vi havde tænkt os at vandre rundt for at se noget, for skyerne hang efterhånden så lavt i terrænet, at vi ikke ville kunne se en dyt.

 

Efter et hurtigt familieråd, forlod vi straks Murwillumba (byens navn er alligevel også så bøvlet at sige, at vi aldrig ville have fortalt nogen, at vi havde været der!) og kørte mod nord igen – og denne gang var destinationen Warner Bros. Movie World; det kunne da for pokker ikke være for tåget til det.

 

Efter endnu en times kørsel, kom vi så til forlystelsesparken. Brugte tre kvarter på at stå i kø for at få billetter, endnu et kvarter for at gå gennem security – og så var vi omsider i Movie World. Vi tog en tur rundt i parken for lige at få os et overblik, og, ja, det var skuffende nok hurtigt overstået. Parken har vel været på størrelse med Dyrehavsbakken, og med kun fem forlystelser (udover et legeland for små børn, hvor der også var lidt karruseller). Bortset fra det, var der nogle filmkulisser og en Matrix-udstilling – og det var så det! Vi fik købt en pin til Rikkes hat og undrede os over, at folk gad at stå i kø for det! Vi besluttede at forlade stedet igen i en fart, om ikke andet for at få noget ordentlig frokost i stedet for fritter og andet slam, som var det eneste de serverede dér!

 

Dog skulle vi lige se et stuntshow over temaet Politiskolen, og det var så alle (nå, ja: nogen) af pengene værd. Det var rigtig sjovt, men temmelig svært at skrive om! Vi forlod menageriet strax efter, og kørte ind i en lille flække i nærheden for at få lidt frokost og en kop kaffe. To dage endnu, inden vi skulle aflevere bil og videre til Cairns, og vi havde ingen idé om, hvad vi skulle. Vejret så ikke ud til at blive bedre! 16.000 km for at panikke over dårligt vejr!?!

 

Spurgte servitricen om hun havde noget, hun ville bruge tid på, hvis hun var os, og hun nævnte en masse steder – og vi havde været på dem alle sammen! Vi besluttede os for at køre endnu længere nord på til Noosa Heads, den dyreste og efter sigende mest kendte by på kysten. Servitricen havde anbefalet en hyggelig lille by som lå i nærheden, og den ville vi forsøge os i, hvis ikke det andet var et hit.

 

Afsted igen, gennem Brisbane hvor vi tilfældigvis hørte i radioen, at vejret ville blive dårligere endnu. Hurtig beslutning: Vend kareten og retur til Brisbane for at se, om vi kunne få et værelse på det hotel, vi havde boet på inden vi forlod byen. Det er unægtelig lettere at få en regnvejrsdag til at gå i en storby, hvor det vrimler med muséer, end det er i en badeby, hvor alting er lagt an på solskinsvejr.

 

Heldet var med os, og vi fik et fedt værelse (delt i to) som vi kendte det fra sidst – og nu kunne regnen for vores skyld bare komme!


Torsdag den 11. januar 2007

 

Vejret: Overskyet, 25 grader, trist – bedre op ad dagen, 32 grader og sol

 

Straks efter morgenmaden, som vi indtog sent, satte vi kursen mod Brisbane Motorcycles, en rimelig stor bix, som vi var kørt forbi på en af vores ture fra byen. Vi måtte lige ind og se, om der var noget nyt og spændende som vi enten kunne købe eller bare skrive hjem om. Vi fik en pæn velkomst og fik også taget nogle billeder af forskelligt, da en flink mand kom og løftede tæppet fra noget, som stod og var dækket til. Det var den nye 1098, som skulle præsenteres på det australske marked om aftenen (den er ”frigivet i DK, men vi nåede ikke at se den inden vi rejste – vi skulle jo holde julefrokost J). Desværre var det et lukket arrangement, og selv om vi fortalte at vi ville skrive en historie til vores klubblad, var det ikke muligt at lade os deltage. Øv!

 

Johnny ”BS” Lindhardt havde sat næste destination på vores navi, så vi kørte videre. Planen var, at vi lige skulle besøge endnu en motorcykel-forretning og det skulle så være den sidste på turen, en køretur på omkring 25 km, så det var jo til at overkomme. Og det blev til en ganske køn tur over Mt. Nebo, hvor vi holdt ind undervejs og nød udsigten – og øglerne, som susede rundt om fødderne på os. En ganske køn tur, var det, med masser af sving og modkørende motorcykler.

 

Vi nåede bestemmelsesstedet, og der var intet. Absolut intet andet end vejskiltet, som fortalte at vejen hed Bulcock Av., og stedet vi skulle have været til, hed Bullock St…… og Bullock St. lå altså bare 55 km. i den modsatte retning. Vi tog et fint billede af skiltet og af BS, og så havde vi ellers håneretten resten af dagen. Retur til Brisbane, smide bilen og så ellers finde et godt frokoststed, som serverede fadøl – og så lod vi motorcykelforretning være motorcykelforretning.

 

Østers til frokost, og så ellers bare shoppe rundt resten af eftermiddagen – det kunne vi lige holde ud; retur til hotellet og pakke lidt sammen så vi kunne komme videre til Cairns næste dag. Aftensmaden på en super thai-agtig restaurant, hvor vi fik alt muligt forskelligt og temmelig krydret mad. Dejligt.