Køretur i omegnen af Sydney
Begyndelsen på køreturen

Onsdag den 20. december 2006

 

Vejret: Småkøligt (21grader) overskyet og en enkelt byge

 

Efter en flyvetur på en god times tid, landede vi i Sydney – en enkelt dag skulle ”fordrives” her, inden vi skulle videre på vores tur!

 

Hotellet lå lige uden for China-town, og det var noget af en heksekedel at komme til efter Melbourne. Adult-det-ene og adult-det-andet, det var lige før at det var for meget; men livligt, det var det!

 

Vi dimsede lidt rundt for at finde ud af, hvor vi var og for at vænne os lidt til byen – og sparede lidt på kræfterne til vi skulle videre! Faktisk slappede vi så meget af, at der hverken er fadøl eller andre kulinariske oplevelser at berette om!

 

Torsdag den 21. december 2006

 

Vejret: Solrigt (26 grader), blæsende

 

Af helbredsmæssige årsager, valgte vi ikke at spise morgenmad på hotellet, men gik en tur ned til en tyrkisk kaffe-bar, hvor vi kunne få noget at spise i en fart – med underholdning af tre irske fyre, som havde festet godt igennem! De havde godt nok fået, så hatten den passede.

 

Ud af byen, leje en firhjulstrækker (Toyota RAV4) og så af sted mod Terrigale. Kørslen her foregår jo i den forkerte side, men det går fint: Johnny er bag rattet, og kun en enkelt gang har vi befundet os i den gale side af vejen (svingede ind på en anden vej, og så ligger det jo helt naturligt at daske ind i højre side).

 

Et godt stykke ude af Sydney kørte vi til en Reptil-park for at kigge på dyr – og nu har vi så set de koalaer og kænguruer i fangenskab, som vi vil! Det er ikke sjovt længere. I dyreparken var også en Tasmansk djævel, som man lige kunne se snuden af – og en enkelt dingo. Et særligt afsnit med ækle edderkopper var der også, og det var faktisk det eneste, som havde været værd at køre efter – men var jo ikke til at vide på forhånd.

 

Nå, men den dyrepark skulle nu heller ikke tage hele dagen; vi skulle nemlig også nå en tur til Old Sydney Town, når nu vi var i Gosford – en slags frilandsmuseum, hvor man se hvordan de første settlers levede, da de kom til landet! Har været der tidligere, og det er et absolut must, når nu man er i omegnen. Så tilbage til hovedvejen for at lede efter skilte…… hmmmmm… ingen skilte at se nogen steder; ikke engang da vi var kommet helt ind til byen! Ind på tanken for at spørge om vej, og de griner sikkert endnu, for det er åbenbart lukket for mange år siden!! Ikke underligt, at det ikke var at finde i det materiale vi havde!!

 

Efter endnu ½ times kørsel, ankom vi til hotellet (har mors navigation til motorcyklen med, så det er ikke noget problem at finde vej – det er ganske simpelt genialt!) og så snart vi havde smidt kufferterne af, daskede vi en tur ned til byen for at finde et sted, hvor vi kunne få lidt frokost og en fadøl. Det skulle vise sig at være en lige så umulig opgave, som at finde Old Sydney Town!!! Omsider faldt vi over et lille italiensk sted, hvor de havde fået licens til at servere øl to dage tidligere, og de havde netop fået deres første sending Peroni samme dag – og det var så den slags øl de havde!! Men – kold, det var den – og vi fik nogle dejlige, friske italienske brød godt med tomater, auberginer, hvidløg og andre krydderier! Mums!

 

Og så var det dagen, hvor Rikke fik sin første svømmetur i poolen – godt nok var den ikke meget større end et dansk vandhul, men det var vist godt, at hun fik luftet sine svømmevinger J det hjalp lidt på humøret!

 

Da aftenen faldt på, så det unægtelig ud til, at der ville komme en ordentlig skylle; himlen var helt sort, og det blæste en ½ pelikan, så vi valgte at spise på hotellet: Surf & Turf, stod der på menuen, og det måtte vi da have…. Det er australsk og er kort fortalt bare det bedste fra vandet og fra landet!

 

350 gram god bøf med blæksprutter, kæmperejer og østers – alt sammen oven på en god gang bagte rodfrugter. Det var lige før det var for meget af det gode – og lige bortset fra Rikke, så gav vi da også op (madøret nappede lige en ordentlig gang chokolade-mudcake ovenpå…. Den var på størrelse med en kvart lagkage). Bøvs!

 

Og som på alle andre ferier, måtte vi til at i gang med 500-konkurrencen – så da vi havde repeteret (også en fast begivenhed) spillereglerne for Johnny, kunne vi få blandet kortene og komme i gang!

 

Vi afsætter Rikke, hvis hun irriterer os mere
- mere køretur

Fredag den 22. december 2006

 

Vejret: Lunt (26 grader) solrigt, let brise

 

Morgenmad på hotellet og så af sted til en ny by, Port Stephens, en lille havneby ca. 160 km nord for Sydney. Trafik var der ikke meget af, og vi kørte gennem nogle fine områder med vand og sump på begge sider – behagelig tur!

 

Ankom til Marina Resort lidt før 12, så vi smed bare kufferterne op på værelset, nød udsigten over bugten/havnen et øjeblik, og daskede en tur ned i byen for at finde et sted, hvor vi kunne få noget frokost!

 

Er efterhånden ved at droppe dét der med at finde et sted, hvor de serverer fadøl, når vi skal have frokost – og kaster os i stedet over BYO (Bring Your Own)! Genialt koncept: Kom ind og spis, det du gerne vil og medbring din egen øl eller vin, som du så lige henter fra den nærliggende bottleshop (Yep, der ligger altid lige en sprit-bix i nærheden).

 

Droppede ind på en fin café, hvor vi kunne sidde lidt i skyggen; bestilte et par lækre (og jeg mener lækre) steak-sandwiches med karamelliserede løg og råstegte kartofler; den fineste frokost vi endnu har fået! Rikke var pasta-trængende, så hun fik smovset en gang carbonara – og tjeneren serverede nok så fikst den flaske Chardonnay, som Johnny lige have hentet på den anden side af gaden (- den blev endda puttet i en spand med is, så den kunne holde sig kold). Mand, det er genialt!

 

Så gik turen rundt på havnen for at kigge på både og spisesteder til om aftenen, og det var ikke svært: Yderst på havnen lå en top-nice fiskerestaurant øverst (nederst lastede og pakkede man de fisk, som var blevet landet i løbet af dagen) med udsigt over hele havnen. Det måtte bestemt blive dér!

 

Afslapning, en tur i poolen – og så måtte Rikke og jeg have en løbetur, mens Johnny passede på vores værelse (der er meget at lave med at holde air-condition i gang, se, om nogen har noget til salg, åbne poser med nødder og holde vinen kold!). En kæmpe lang tur blev det ikke til; det er noget længe siden sidst – og det var altså også lidt varmt! Og det var så den eftermiddag.

 

Og så blev det tid til at skulle ned på havnen for at spise…. og Jøsses Christensen, det var en helt ubeskrivelig oplevelse. Østers, vi skulle have østers – og flere forskellige slags:

Mornay Oysters ( med mornaysauce (ostesauce) – rigtig godt, men man skal ikke have for mange) Oyster Kilpatrick (m. tomatsauce og ristet bacon) – mums, rigtig mums

Oyster Prawn Bay (m. mornaysauce, finthakkede løg, en tigerreje dyppet i hollandaise på toppen) – lyder rigtig fælt, men… det smager simpelthen himmelsk (vi har talt om dem lige siden; ærgerligt at det er en specialitet for dette sted, så det bliver nok svært at få dem andre steder – men vi har fået ”opskriften”, så hvis nogen har lyst til at prøve, så skal I være så velkomne!).

Tapas-tallerken til Rikke, efterfulgt af noget kyllinge-spyd (hrmfffff, på fiske-restaurant og så bestille kylling!!) og en gang chowder (fiskesuppe) til Johnny og jeg, men det havde vi nu ikke behøvet; vi var rigelig mætte af alle de østers.

 

Skøn tur tilbage til hotellet; mildt vejr og stjerneklar himmel, hvilket skabte en del debat i familien: Kan man se Nordstjernen herfra, og hvorfor kan vi se Karlsvognen – og hvis vi skal spørge nogen, hedder det så Carls trailer?? (Rikke, du skal have dine skolepenge tilbage!!) Jeg siger Sydkorset, de andre tror ikke på mig, så det må undersøges nærmere, når vi kommer hjem – og jeg er sikker på, at jeg vinder!

mums....
endnu mere køretur

Lørdag den 23. december 2006 – lillejuleaften

 

Vejret: Varmt, 35 grader, varmt, overskyet, varmt, fugtigt, varmt, en smule vind (mere varm)

 

Blev vækket af en infernalsk skræppen: En koloni af Kookaburras (latterfugle) havde slået sig ned i et træ lige udenfor vores balkon, og de synes så lige at de ville delagtiggøre os i deres glæde over, at det nu var jul (eller hvad ved jeg) – og der var en skræppen uden lige: Hu hu hu hahahahaha… Lidt sjovt, men ikke lige kl. 0600 om morgenen!

 

I dag står den på Hunter Valley, vinområde, så vi kører omkring 100 km ind i landet. Det er overskyet og meget, meget lummert – luftfugtigheden er meget høj, og det er i det hele taget ikke ”særlig friskt”, men vi holder ud!

 

Vel ankommet til området, tager vi straks en tur rundt for at se, hvad der er at tage sig til (hmmm, jeg tror, vi kan tage det helt roligt) og kommer helt tilfældigt forbi stedets microbryggeri, hvor de har…… fadøl! (Bluetongue Brew) Så – frokosten kommer til at bestå af en smage-menu (6 forskellige øl samt en sandwich).

 

Herefter er tiden inde til at få skrevet nogle af de sidste dages begivenheder ned, så vi trækker inden døre (faktisk er det helt umuligt at opholde sig udenfor). Vi bor skønt; ”hytteagtigt” med udsigt lige ud over naturen, og vi har allerede haft fornøjelsen af en underlig fugl, som synes den vil give sit besyv med – så den skal vi nok få vores sjov med i morgen tidlig.

 

Vin-tur stod den på om eftermiddagen, så mens Rikke lavede lektier, tog Johnny og jeg os en tur rundt på vinmarkerne og i selve ”vineriet”, en guidet tur hvor vi fik forklaret hele processen og om området m.v. Turen endte med en smagning, men det var nu ikke den store oplevelse – vi har smagt bedre!

 

Og så var det store vaske-dag i dag; her er fine faciliteter med vaskemaskine og tørretumbler, så vi benytter lejligheden til at få givet vores svedige tøj en tur! Tøj til fem uger er umuligt at have med, så det passer helt fint – og når det nu alligevel er for varmt at være ude, så kan vi jo lige så godt være lidt praktiske (strygningen springer jeg for en gangs skyld over; vi bor alligevel i en kuffert, og man har vel ferie J)

 

Har bestilt bord på en gourmetrestaurant i aften, og de har kænguru på menuen….. det må vi vist hellere prøve….

 

Søndag den 24. december 2006 – juleaften

 

Vejret: Varmt, 35 grader til at starte med, senere køligt, 14 grader, silende regn

 

Blev vækket om natten af regnens buldren på taget: 31 mm regn i løbet af en times tid – noget af en byge, må man sige. Men alting her er så tørt, så tørt, og det hele trænger til vand, så alle ser glade ud! Pudsigt, når man tænker på hvor vrissen man kan blive derhjemme over en gang vand!

 

Efter en solid morgenmad forlod vi stedet for at køre mod Blue Mountains, en kæmpe bjergkæde 150 vest for Sydney. Stedet har fået sit navn fordi stedets 130 forskellige arter af eucalyptystræer afgiver nogle dampe, der gør luften ganske blå, og det er ganske flot at se!

 

Vi havde en ganske fin køretur; gode, snoede veje med ganske lidt trafik, så det var den rene fornøjelse. Ganske ofte stødte vi på skilte som fortalte, at vi kunne ”risikere” at møde motorcyklister på svingtur, ligesom der kunne være både kænguruer, wombats og andre dyr på vejen, og selv om vi ikke lige mødte mere end en enkelt på to hjul, synes vi, at det er en fin henstilling til at tage hensyn til andre trafikanter på. Faktisk er det heller ikke ualmindeligt her, at se skilte som husker bilister på, at holde øje med motorcyklister i de blinde vinkler. Dejligt land J.

 

Efterhånden som vi steg til 1000 meter over havets overflade, begyndte vi så småt at køre oven over skyerne. Flot så det ud til at begynde med, men da vi nærmede os vores første mål på ruten, pissede det ned i sådan en grad, at vi opgav at stå ud af bilen: Regnen var så tæt, at vi ikke ville have kunnet se forskel på Blue Mountains og Sundbyvester Plads, så efter en hurtig rådslagning, enedes vi om at køre direkte til hotellet. Selv om vi har regntøjet med, ville vi ikke kunne holde os tørre – og vi ville ikke risikere at fange en gang forkølelse her midt i ferien, hvis det kunne undgås!

 

Surt at have kørt så mange kilometer for ingenting, men… vi har jo en dag igen i morgen, og ellers må vi tage turen en anden gang. Det er jo, hvad man kan risikere, når man har bestilt turen måneder i forvejen – og hvem pokker kunne tænke sig, at vejret artede sig så mærkeligt hernede også!! ”Det skal ikke ødelægge vores gode humør”.

 

Efter et godt langt karbad, et spil kort og et glas rødvin (det er jo juleaften) fik vi ringet hjem til familien for at ønske god jul – og herefter gik vi over på hotellets restaurant for at spise (hernede kører vi ikke selv efter et enkelt glas vin, og der var også hulens langt til byen – og skyerne hang også faretruende lavt, selv om regnen var holdt op!)

 

 

Men det skulle vise sig, at det var et godt valg: Østers var på menukortet også her, så vi fik Kilpatrick som vi plejer, og en ny slags: Rå med teriyaki-sauce – og det var nu heller ikke så værst. Hvad værre er, at Rikke nu er ved at få smag for at spise østers også, så det ender med at hun bliver en dyr dame J. Hovedretten blev en gang laks til mig, og en god gang kongerejer til de andre – og Rikke kunne også lige kaste en chokoladekage ned oveni.

 

Tilbage på værelset kastede vi os over en flaske champagne og endnu et spil 500 – hvad skal man ellers fordrive juleaften med, når nu ikke man har noget juletræ?

 

Mandag den 25. december 2006 – 1. juledag

 

Vejret: Klart, 16 grader, lette skyer, senere på dagen 26 grader, solrigt.

 

Straks efter morgenmaden, som blev indtaget med udsigt til stedets have og fem kakaduer, som sloges om det bedste foderbræt, tog vi atter mod Echo Point, hvorfra vi skulle kunne se klippeformationen The Three Sisters.

 

Og sikken et syn: Blå bjerge så langt øjet rakte (ikke underligt, at folk indimellem bliver væk i området – ugen forinden mistede en 17-årig dreng livet, fordi han var blevet væk fra sine to kammerater på en vandretur – det tog en uge at finde ham, men da var det bare for sent).

 

Da vi havde sundet os lidt, tog vi turen ned af stien til De tre Søstre; en aboriginal-historie fortæller, at for mange år siden under en stammekrig, forvandlede en troldmand høvdingens tre døtre til klipper, så ikke de ville blive taget af modstandernes krigere, men desværre skete der det i kampens hede, at troldmanden mistede livet – og derfor står klipperne der så endnu! Og det skulle måske nok kunne være en advarsel om, at lade være med at rende rundt og hekse med mennesker.

 

Efter en god vandretur med adskillige trapper, var vi et smut ovre på den ”første søster” – der kunne vi komme til via en lille bro – og efter den obligatoriske fotograferen, vandrede vi tilbage til bilen, så vi kunne komme videre. Vi måtte dog lige have vejret først; trapperne var da lige ved at tage livet af os!

 

Efter Blue Mountains gik turen til Jenolan Caves, så vi måtte ned ad bakke igen – og en køretur på 80-90 km var foran os. Vejret var blevet betydelig bedre, og det blev lunere efterhånden som vi kørte ned fra bjergene.

 

Da vi ankom til hulerne, var det stort set ikke til at komme frem for bare kinesere – jeg tror, de har samlet hele ChinaTown og kørt herud. Vi daskede lidt rundt og nød de kønne omgivelser, og inden vi havde set os om, var vi godt begyndt på en tur rundt i området og det var utrolig smukt: En sø så grøn, at det så helt kunstigt ud – og masser af firben og andet kryb, sjove fugle og bunker af bæ, fra et dyr, som vi ikke ved, hvad var (men det er ikke helt lille). Da vi havde gået godt en times tid, endte stien pludselig og skiltningen holdt op – og vi var i syv sind, hvorhen vi skulle gå!

 

Efter lidt snakken frem og tilbage, blev BS og pigerne enige om, at vi ville gå forbi et forladt hus og se, om ikke vi kunne følge en vej derfra – men nej, det kunne vi så ikke. Vi klatrede ned igen og gik den tunge vej ad samme sti, som vi var kommet! Alt i alt blev det noget af en tur, og vi var godt svedige, da vi omsider ankom til ”centrum” igen og kunne få lidt at drikke: Vand måtte det blive; ingen øl, når vi kører!

 

Selve drypstenshulerne sprang vi over – der var ikke rigtig ”plads” til flere trappetrin i vores ben på nuværende tidspunkt, klokken var ved at blive mange og vi havde en god bid kørsel, inden vi nåede til Sydney – og vi synes faktisk også, at vi var mætte på oplevelser.

 

På vejen retur til byen, tog vi lige en afstikker til Homebush, hvor der ligger en Ducati-forhandler – var helt klar over, at han havde lukket, men vi måtte lige se, om det var ulejligheden værd at køre efter senere – og det mener vi så, det er!

 

Hotellet i Sydney er booket hjemmefra, så ingen problemer – adressen blev plottet ind på navigationen, og vi kørte stort set lige dertil (der er lidt problemer med at bruge navigationen inde i centrum af byen; det er som om de høje huse napper forbindelsen til satelitterne, og så er vi lidt på den). Og lige som på film, blev vi modtaget allerede i indkørslen – kufferterne blev bragt til værelset og bilen parkeret! Totalt top-nice hotel – og vi lignede lort efter at have kørt en hel dag – men: No worries, vi bliver behandlet fint alligevel – ingen franske manerer her, men bare dejligt australsk nede på jorden.

 

Checke værelset, en tur på badeværelset og så ellers bare ud i byen for at få noget at spise, inden lukketid…. Det er juledags aften, så der er langt imellem restauranter, som har åbent – så vi måtte ”helt” til ChinaTown for at få noget at spise (45 min gåtur hver vej) – men til gengæld var det også bare rigtig godt!

 

Tilbage på værelset faldt vi helt i svime over udsigten: Operahuset og Harbour Bridge – begge dele ud af samme vindue, og vi kan ligge i sengen og se det hele. Kan næsten ikke vente på at se det i dagslys……

 

- så fik han sin fadøl..