Så kom turen til Sydney
 Byen over alle byer?

Tirsdag den 26. december 2006 – anden juledag, Boxingday

 

Vejret: Lunt, 24 grader, solskin

 

Vågnede tidligt, tidligt nok til at se solen stå op over havnen og hvilken fantastisk udsigt: Operahuset og Harbour Bridge lige i fodenden af ens seng…. Det er det vildeste – og som Rikke siger: Nu har jeg ventet i 10 år på at se Operahuset, og så er det lige udenfor vinduet J

 

Værelset vi bor i er på 60 m2 og her mangler absolut ingenting – ikke engang i Monaco har vi boet lige så fint! Og ja, vi nyder det……

 

Boxingday – anden juledag – mange forretninger har åbent, og især stormagasinerne er friske på lidt mere ”julehandel”, så det er bare om at komme i gang! Høh, Magasin kan godt pakke sammen med sine udsalg – det her er bare kæmpe, og der er så mange mennesker, at vi siger ”nej tak” og dasker videre. Et enkelt raid i en sportsforretning, hvor vi fik købt lidt sko, blev det til – og Rikke fik sig et par hår-ting, men så kunne vi heller ikke mere. Indrømmet; vi er ikke shoppere, når det virkelig kommer til stykket – vi vil helst bare daske rundt uden 123.987 andre mennesker i samme varehus.

 

Vi fortrak fra menneskemylderet og spadserede videre til Darling Harbour; rimelig nyt område som er bygget op – en skøn blanding af små butikker, legepladser, springvand, restauranter og cafeer – og et par museer. Frokost her, under en parasol – fisk og fadøl, så vi kunne skåle præcis 14:30 – normal julefrokosttid derhjemme….. vi sprang snapsen over og sendte alle hjemme en tanke, men vi ville ikke bytte.

 

Over broen og hjem til hotellet, godt trætte i stængerne. Det er godt nok lang tid siden, vi har gået så meget sidst – og det bliver vist værre endnu! Rikke og jeg har aftalt, at vi skal i hotellets motionsrum for at give den en skalle, og den aftale må holdes: Klæde om og op på løbebåndet. Pyha, det er måske nok lige i overkanten, men det er vel det, der skal til, hvis vi skal holde den slanke linie – Rikke slutter af med en løbetur; jeg nøjes med en tår vand!

 

Alt for sent er det blevet, inden vi har badet færdigt – så vi leder forgæves efter et sted, vi har lyst til at spise. Sushi var, hvad vi havde lyst til – og de lukkede døren lige som vi kom dertil (hallo, klokken er ikke engang 22:00) og eftersom der ikke var mange skridt tilbage i vores ben – blev det til en dødssyg burger og en cola!! Vi må tidligere af sted fremover!

 

- fødderne op i køjen, og så tager vi et billede
 

Onsdag den 27. december 2006

 

Vejret: Lunt, 26 grader, solskin, let blæsende

 

Bussen fra morgenstunden (næsten) til Bondi Beach; stranden over alle strande, hvis man skal tro bøgerne. Og i hvert fald den mest populære strand i omegnen – hvis altså man ikke har børn. Skal man ses, er det her, man skal tage hen. Og her er kæmpe bølger; noget som vi fandt ud af på den hårde måde: Vi stod med fødderne i vandkanten – ja, der var ikke engang rigtig noget vand – og pludselig kom der bare en monster-bølge og vi havde alle sammen våde bukser. (Vi havde shorts på og var våde fra linningen og ned!!) Én ting har vi dog lært: Stå aldrig med ryggen til havet – det kommer lige pludselig L

 

Joskede lidt rundt på stranden (i vores våde bukser) og tog bussen tilbage igen. Hoppede af i Bondi Junction for at finde en Speedo-shop dér; vi havde lovet Rikke en ny konkurrence-svømme-dragt, og det skulle være stedet at købe en sådan. Og det blev det: nyeste nye – underligt nok ikke noget at spare ved at købe svømmetøj her i svømmernes eget land – men til gengæld kunne vi så få det allernyeste grej.

 

Bussen retur til byen, for vi havde en aftale kl. 15:25 og det gjaldt om at passe tiden. Hoppede ind i et ”mad-center” på vejen hjem, fik lige købt et par fødselsdagskort og en gang sushi og så var det ellers på hotellet for lige at tage en hurtig slapper og få skiftet tøj – og så af sted til 5 Cumberland Street for at få underskrevet papirer, blive alkoholtestet, få sikkerhedsinstrukser og så i øvrigt hoppe i overtræksdragter.

 

Og hvorfor nu al den ståhej? Jo, fordi vi skulle op og gå på Harbour Bridge – en beslutning vi tog allerede i sommer, hvor Morten og June fortalte om, at det var en kæmpe oplevelse, som vi ikke måtte gå glip af!

 

Broen blev bygget i perioden 1923 – 1932, og der er brugt godt 16.000 bolte for at få skidtet til at hænge sammen – godt 1400 mand arbejdede med at bygge den flotte bro (16 arbejdere døde under byggeriet, men kun tre af dødsfaldene skete på grund af fald fra broen! Lidt utroligt, når man tænker på at sikkerheden på arbejdspladserne dengang, ikke lever op til nuværende standard.)

 

I en gruppe med 13 andre tog vi så de 1463 trin, så vi kunne komme 134 meter op og nyde udsigten over Sydney – en ganske skøn udsigt, og hvor man rigtig kunne mærke vinden suse. Der er ganske langt ned, skulle jeg hilse og sige, men det var helt fantastisk og det var lige før man glemte at trække vejret. Med på turen var en ganske glimrende guide, som kunne fortælle lidt at hvert om de bygninger, vi ”passerede” undervejs – og da også om det fyrværkeri, som på det tidspunkt var klargjort til nytårsaften.

 

Da vi kom ned igen, og havde fået den værste rysten ud af benene (ja, ja, de andre siger, at deres ben ikke rystede det mindste, men det gjorde mine!) fik vi fortalt, at vi på turen havde forbrændt hvad der svarer til fire fadøl, så….. vi var nødt til at finde et sted, hvor vi kunne få den sag ordnet. Heldigvis havde vi allerede spottet et hyggeligt sted på vejen ud, så vi var ikke længe om at få bestilt et par af de store J. Og da vi nu sad så godt, og de havde nogle gode aussie-burgere på menuen, klokken var ved at være mange – og vi ikke havde så mange flere skridt i vores ben, besluttede vi os til at spise her, inden vi kravlede hjem! Til behagelig orientering kan jeg oplyse, at en aussie-burger udover bolle og bøf består af rødbeder, bacon og spejleæg – og HP-sauce og det smager pragtfuldt!

 

OK, nogle to-hjulere er mere kreative end andre.
 - vi kommer lidt omkring

Torsdag den 28. december 2006

 

Vejret: Lunt, 26 grader, solskin, let blæsende

 

Efter at have skrevet fødselsdagskort til Mikkel og Jesper, gik turen forbi postkassen og ned til havnen, hvor vi tog færgen til Manly – en halvø beliggende i udkanten af Sydney.

 

Sejlturen tager en halv times tid, og der er en skøn udsigt undervejs.

 

Da vi kom til Manly, daskede vi bare rundt og kiggede på forretninger – gik en tur tværs over ”øen”, vel en kilometers penge, og var så på stranden hvor der var udsigt over Stillehavet. Skøn udsigt, må man sige. Bølgerne var ikke så store, som i går på Bondi Beach, og belært af erfaringerne soppede Rikke ikke så langt ud – hun havde ikke ryggen til havet ét øjeblik, og kunne derfor tage derfra med tørre bukser J.

 

På havnen var en masse fiskerestauranter, men det var umuligt at finde et sted i skyggen – og det var mildest talt stegende hedt midt i middagssolen, så vi fandt et rigtig hyggeligt sted, som hed Out of Africa – og det viste sig at være et godt valg; blandt andet fik vi smagt noget dip lavet af rødbeder og dild – og det er noget, vi skal eksperimentere med, når vi kommer hjem. Det smagte helt forrygende!

 

Færgen tilbage til Sydney igen, og et svip rundt om Operahuset, som er en helt fantastisk bygningsværk – men som jeg nu stadig synes, ser bedst ud på lidt afstand, hvor man kan se det hele på én gang. Desværre var det ikke muligt at komme indenfor, grundet andet arrangement (ville da lige have hørt, om de måske havde fundet morfars kamera, som han glemte, da han var der J) men det gjorde ikke så meget; det var i hvert fald ikke noget vi ville komme tilbage efter.

 

Efter ½ time på hotellet, hvor vi lige kunne få et par andre sko på, gik turen videre mod Kings Cross, hvor vi skulle spise om aftenen. Fik udpeget en nem og fin rute på hotellet, så vi ikke skulle gå ad George St., som vi efterhånden kendte ud og ind. Desværre stolede Rikke og BS lidt for meget på Mutter Stifinder hér, som fik drejet for tidligt af og dermed fik ført selskabet ind i Botanisk Have. Ikke fordi det ikke er en meget smuk og meget spændende have, men fordi den er ganske enorm – og ganske umulig at finde ud af igen! Den smuttur igennem ”det grønne område” kostede os lige næsten en time, men til gengæld kneb det så ikke med appetitten, da vi endelig nåede frem til Kings Cross.

 

Et noget skummelt kvarter, er det, med stripbarer og letlevende damer ved hver en opgang – men ikke helt så kinky, som jeg husker det (enten er jeg bare blevet ældre, og ellers er det blevet et pænere sted). Havde læst, at der skulle være nogle gode restauranter i den pæne ende af kvarteret, men – det var ikke lige til at se, hvor det var – så det blev til noget ganske udmærket cafémad og lidt øl, inden vi hoppede i en taxa hjem til hotellet.

 

Fredag den 29. december 2006

 

Vejret: Overskyet, 24 grader, lummert

 

Sidste dag i Sydney, og vi har lige et par enkelte hængepartier, som vi skal have fixet inden turen går videre.

 

Først og fremmest skal vi aflægge besøg i den lokale Ducati-shop; spurgte en gut på stationen om han kunne fortælle den smarteste vej til Parramatta Road og han så mildest talt skæv ud i hovedet, da han spurgte nærmere ind til, hvor sådan cirka vi skulle hen: Parramatta Road er 40 km lang, så det er jo et vidt begreb! Vi fik forklare nærmere, og han lyste op da han hørte at vi skulle til Frasers Motorcycles og vi fik en fin vejledning! Han må da have troet, at vi var totale bonderøve – og det er vi måske også!

 

Bortset fra et par t-shirts, var der nu ikke noget at komme efter, så vi tog toget hjem igen så vi kunne komme af sted til dagens anden og sidste opgave: The Fishmarket!

 

Aldrig har jeg da set noget lignende: Fisk, fisk og atter fisk – suppleret med krabber, rejer, østers, sprutter, ja, alt, hvad der lever i havet – og i mængder, som er helt utrolige! Og lige så mange mennesker, som til udsalg i Ballerup Centret – og det på en ganske almindelige dag (Fiskemarkedet har åbent syv dage om ugen). Fiskeforretninger og restauranter i én skøn forvirring – og til priser, som gør, at det er rigtig sjovt at være vild med fisk! Frokosten måtte selvfølgelig indtages her, og selv om vi ”nøjedes” med en medium fisketallerken (beregnet til to personer) og ½ dusin østers, måtte vi give op længe før vi havde spist op. Det var simpelthen for meget for os tre at smovse os igennem hele balladen! (Sjovt nok var det ikke til at få hverken øl eller vin på nogle af de spisesteder, der var hér – men ganske ok at suse over i en vin-bix og hente en flaske og et par engangs-glas, og så drikke det til maden!!! Den var aldrig gået i Københavnstrup!)

 

Turen retur til hotellet tilbagelagde vi til fods; vi var nødt til at få rystet al maden lidt på plads. Og så var det ellers pakke-sammen-tid, for vi skulle op og af sted tidligt næste morgen. Lidt ærgerligt at skulle forlade Sydney, som er en fed by, og som vi langt fra er færdige med – men også rigtig fedt at skulle videre til nye, ukendte steder.

 

Eftersom vi skulle meget tidligt op næste morgen, besluttede vi os for at spise på hotellet. Johnny blev sendt ud for at bestille bord, mens vi andre gik i bad: På restauranten, som lå på 36. etage, stod folk i kø for at komme ind og spise, kvinderne iført lange kjoler og mændene jakkesæt og butterfly! Glem det; det var ikke lige dét, vi havde lyst til (vi havde jo trods alt lavet andet end at sidde hos frisøren hele dagen) så i stedet fik vi bestilt et bord på ”caféen”.

 

Og hvis det var en café, så er Café Ketchup en kaffebar: Det var et top lækkert spisested – men det var kun muligt at få buffet. Der var dog både en indisk buffet og en skaldyrs-buffet, man kunne mixe som man havde lyst til, men vi holdt os til ”alt godt fra havet”. Ærlig talt, så har ingen af os set noget lignende: Hummer, østers, krabber, rejer så store som jomfruhummer, laks, røget et-eller-andet, salater i lange baner… og spis, hvad du orker! Det var ganske enkelt overvældende – og helt ubeskriveligt. Og jeg behøver vel ikke at skrive, at vi spiste, så vi var ved at revne? (Kun Rikke hoppede på dessert-buffeten bagefter – utroligt, men sandt!)

 

Johnny fortalte, at da han havde reserveret bord, var der én dame som havde sagt til ham, at det var den bedste buffet i Sydney – ”trust me, I’m local” – og det tror vi på. Morfar, du skulle have været her!

 

Fisk, fisk og atter fisk
 Poolen
Nå ja der er da heldigvis andet at lave
- mens pigerne er i motionsrummet